FC Midtjyllands historie
1. juli 1999 blev dagen, hvor Midt- og Vestjyllands nye storklub blev født. FC Midtjylland blev navnet på den ambitiøse sammenslutning, som i fremtiden skulle udfordre toppen af dansk fodbold og være flagskibet for en driftig og engageret region.
Trods fortidens flotte præstationer af moderklubberne Herning Fremad og Ikast FS, var det ønsket om en fast topplacering i landets bedste række, som fik de to rivaliserende klubber fra tekstilbyerne til at slå pjalterne sammen. Med en oprykning i sin første sæson og topplaceringer i Superligaen de efterfølgende år har FC Midtjylland allerede bevist, at klubben har potentialet til at indfri disse forventninger.
FC Midtjylland er meget stolte af de præstationer, som klubben har opnået i sin korte levetid. Det betyder dog ikke, at klubben stiller sig tilfreds med fortidens præstationer. Som en ulv er den hele tiden på jagt efter et nyt bytte – et nyt mål, som skal bidrage til endnu et succesfuldt kapitel i klubbens historie.